Home


Navigation
Navigatøren
Navigationsmidler
Himmellegemer
Søen, vinden og fuglene
Vejrforudsigelser
>Baggrund>Polynesisk navigation og søfart

Navigation
Forfatter: Klaus Bjørn Jakobsen
Sidst revideret: 09-09-2003

I 1500 tallet hvor de store europæiske oceangående opdagelsesrejser udgik fra Europa, havde polyneserne, uden brug af navigationsinstrumenter, i deres store udrigger- eller dobbeltkanoer, formået at lokalisere og bebo stort set alle øer i Stillehavet. Udfra deres observationer af stjerner, søen og fugleliv, var de i stand til at navigere over afstande på flere tusinde sømil og finde øer, hvor det højeste punkt ofte kun var et palmetræ.

Til sammenligning kan nævnes europæernes store problemer med navigationen på dette tidspunkt. En af de største videnskabelige udfordringer i 16- og 1700 tallet var at finde frem til metoder til sikker navigering, og dusører blev udlovet af alle de store europæiske søfartsnationer til den, som kunne løse problemet. Bredden kunne med nogenlunde sikkerhed bestemmes ved hjælp af astrolabiet, kvadranten og navigationstabellerne og senere sekstanten. Vanskeligere var det at bestemme længden, hvor man savnede instrumenter til at bestemme hastigheden og tiden. I 1577 opfandt englænderne loggen, men problemet blev først endelig løst i slutningen af 1700 tallet med udviklingen af kronometeret.

Som nævnt brugte de polynesiske navigatører ikke navigationsinstrumenter. Før de første europæeres ankomst kendte de end ikke til metal. Det er usikkert i hvor høj grad de benyttede sig af søkort. Der er set tegninger på Marshalløerne udskåret i skallen på frugter, og høvdingetatoveringer på Hawaii, som angiveligt forestiller søkort. Navigationen mellem øerne foregik først og fremmest ved at observere stjernehimlen. Derudover ved at observere søen, bølgernes retning i forhold til skibet, fugles træk og skyers formationer over øer. Observationer af samtlige forhold, gav navigatøren en god fornemmelse af skibets position i forhold til målet.


Søg

Sprog
English
Dansk